Hurra! I weekenden vandt vores elev Mathias og hans makker DM i Skills i kategorien Anlægsgartner. Vi er megaglade og stolte over hans arbejde og evner, som nu har udløst et flot og ærefuldt diplom.

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, hvor omkring 300 unge kæmper inden for forskellige fag om at blive landets bedste. Det blev afholdt i Høng 28.-30. april – dejlige dage, som altså sendte hæder og ære med Mathias hjem til Viborg.

Ti af deltagerne ved DM i Skills var anlægsgartnerelever. De var udtaget fra fem uddannelsesinstitutioner rundt om i landet, og disse fem hold konkurrerede mod hinanden. Hvert hold skulle anlægge et haveanlæg med obligatoriske elementer som stenbelægning, trappe og støttemur i brosten, bede med beplantning, hegn og vandelement, og parrene skulle vise både kreative evner og faglige færdigheder.

Mathias og hans makker, Benjamin fra Janderup ved Varde, repræsenterede Jordbrugets UddannelsesCenter i Aarhus, hvor de var udtaget blandt i alt ti dygtige anlægsgartnerelever, der dystede i skolens udskilningsløb om deltagelsen i DM i Skills. Det var faktisk anden gang, Mathias var udtaget til skolens interne kvalifikation, men denne gang vandt han altså slutspurten og gik videre.

Mathias Egelund Albertsen har været elev hos AB Kirketoft i godt to år og har lidt over et år tilbage af uddannelsen. Mathias er rigtig dygtig, og vi er meget glade for ham. Hans store styrke er, at han har et rigtig godt overblik og kan tænke fremad. Han har ikke bare styr på det, han er i gang med, men har også tænkt over det, han skal lave bagefter. Det er en stor fordel i alle sammenhænge, men især i sådan en konkurrence som DM i Skills, hvor det gælder om at planlægge den tid, der er til rådighed, så man udnytter den bedst muligt. Og det var lige, hvad Mathias og Benjamin gjorde. Det var et flot, flot anlæg, der vakte dommernes opmærksomhed og sikrede dem førstepladsen.

Vi ønsker varmt tillykke!

Du kan også få glæde af Mathias’ dygtighed og overblik. Har du en anlægsopgave, der kræver førsteklasses kompetencer, skal du bare ringe til AB Kirketoft på 2171 1247, så laver vi en plan.