Sikke en forårsfest naturen har derude nu. Lige før stod det hele på spring, og nu er det meste sprunget. Haverne står i fuldt flor med påske- og pinseliljer, og tulipanknopperne er bristefærdige med et væld af skønne farver. Også bøgen har meldt sin ankomst og tager del i festen. Den gamle gartner smiler.

Der er masser at give sig til i haven lige nu.

Juleroserne var de første blomster, vi så i haven i vinter, da der ikke var så meget andet oplivende at se på. Nu synger de på sidste vers, og når de er afblomstret, skal du huske at klippe de læderagtige blade ned. Derved undgår du nemlig, at der kommer svamp i planten.

Du skal også ud med saksen, når løgplanterne er afblomstrede, og det spektakulære farveorgie er forbi. Gå en runde og nap de visne blomsterhoveder af, og du kan også med fordel gøde lidt. Så bruger planten sin energi på at sende al næringen ned under jorden til løget i stedet for at arbejde med det, der er over jorden, og jo større løget bliver, jo flere og større blomster kan du nyde næste år.

Skal vi ikke lige runde græsplænen også? Du kan nemlig godt stadig nå en kvik forårsklargøring og få frisket den op, så du får en både frodigere og grønnere plæne, også selv om du allerede har været ude med plæneklipperen et par gange. Udnyt de lidt lunere dage, vi har lige nu, til at få luftet plænen og revet mosset af. Bagefter giver du den en gang gødning eller kalk, og så venter du ellers bare på regnen, som nok skal komme og gøre arbejdet færdigt for dig.

AB Kirketoft kommer også gerne og gør arbejdet for dig. Og du kan altid ringe til os på telefon 2171 1247 og få flere gode råd om haven. Så sikrer vi sammen, at såvel de små opgaver som de helt store projekter lykkes.