Oktober er kommet med blæst og byger. Vi synes egentlig, at vi har fået rigeligt med regn, og vi venter stadig på den flotte løvfaldssommer, som vi kan huske fra sidste år. Men udesæsonen er stadig ikke helt forbi, og når det bliver tørvejr igen, er der gode og oplagte ting at gøre i haven.

Efterår i køkkenhaven

De sidste sommerafgrøder skal i hus, hvis du ikke allerede har fået det gjort. Løg og kartofler skal op og tørre et sted, hvor jorden omkring knoldene kan tørre ud, for gemmes de med fugtig jord, rådner de let. Spinaten skal plukkes, blancheres og fryses ned i passende portioner, og det samme gælder alle bønnesorter. Rødbederne skal op, inden frosten kommer, mens både porrer og pastinak kan overvintre i jorden og tåler frost. Det gør grønkålen også, den kan du lade stå og plukke af hele vinteren. Grønkål er dejlig vintermad, – det synes harerne også. Har du haregæster, kan du se det på den omhyggelige måde, de plukker bladene fra stokken nedefra.

Der er også kommende afgrøder, der skal planlægges nu. Hvis du vil høste hvidløg i køkkenhaven næste år, er det nu, du skal sætte feddene i jorden. Hvidløg kræver nemlig modsat de andre løgsorter at få vinteren med i sin vækstsæson.

Prydhavens blomster
Blomsterløgene i prydhaven skal også i jorden nu. Planlæg et eventyrligt blomsterflor og vær gavmild med masser af forskellige sorter. Du bliver glad for det til foråret. Og så skal du holde øje med vejrudsigten og kuldegraderne, for du skal have gravet knoldbegonier og georginer op, inden frosten kommer. Rim og lave temperaturer får dem til at klaske sammen, og så er det på tide at få dem op, så de ikke tager skade. Ligesom kartofler skal blomsterknoldene være tørre for ikke at rådne og derefter opbevares f.eks. i sand i et frostfrit og mørkt rum. Det er en god ide at markere højde, sort og farve på dem, så har du overblikket, når de skal plantes igen til foråret.

Græsplænepleje

Snart skal græsplænen slås for sidste gang i år. Græsset må ikke være for højt til vinteren, for så kan der komme sneskimmel. Klip det til omkring 4 cm sidste gang du slår, og fjern de visne blade, så mindskes risikoen for svampeangreb. Du kan rive græsplænen og hæmme mosudviklingen ved at fjerne så meget mos som muligt nu, så er chancen for, at plænen er flot til foråret, større.

Har du brug for gode råd om vinterklargøring, så ring til AB Kirketoft på 2171 1247. Det første gode råd får du her: Hold øje med vejrudsigten – og husk, at Viborg-egnen tit er udsat, når de lave temperaturer sætter ind.

25_Oktober_txt