Vi har købt syv kasser løg. Der er påske- og pinseliljer, tulipaner, krokus, erantis, hyacinter, prydløg og vintergækker. De skal i jorden nu og forskønne forårshaven hos en kunde. Det er nemlig nu, hvor efterårshaven står midt i løvfald og eksploderende høstfarver, du skal planlæggge forårshaven.

Blomsterløg kræver minimal pasning og er derfor noget af det nemmeste at have med at gøre. De lægges i jorden nu, passer sig selv hele vinteren, og til foråret spirer de og forvandler sig til et blomsterflor i de smukkeste farver, først vintergækker og erantis, der er på spring allerede under snedækket, derefter krokus, som afløses af narcisser, tulipaner og prydløg i takt med forårsmånedernes gang. Hvis du tænker lidt over farver og arter, der afløser hinanden, kan du få en fantastisk farvepalet og en blomstringsperiode, som strækker sig januar til juni.

Det gælder for de fleste blomsterløg, at de skal sættes i en porøs, veldrænet og næringsrig jord i en plantedybde, der svarer til tre gange løgets størrelse, og altid med spidsen opad.

Potteroser eller barrodede roser?
Det er også nu, du skal begynde at planlægge næste års rosenhave. Lige nu frister blomstrende roser i potter på planteskolerne, men der findes et langt bedre og endda billigere alternativ. Det er barrodede roser, altså roser med bare rødder.

Roser, der er beregnet til at plante ud i haven, dyrkes på marker, og de tages op i oktober og november, når de er afmodnede, det vil sige, at de har stoppet væksten og er klar til vinteren. På det tidspunkt kan du købe barrodsplanterne og plante dem, så længe jorden er mild og frostfri. Det er dog vigtigt at plante dem så hurtigt som muligt efter køb, så rødderne ikke tørrer ud. De klarer sig ofte bedre end potteroserne, hvis rødder kan være klippet til for at kunne være i potten. Gennem vinteren får barrodsplanternes rødder god kontakt til omgivelserne, og når foråret kommer, er de klar til at gro, så snart varmen kommer. De koster oven i købet kun omkring det halve af, hvad roser med klump koster.

AB Kirketofts planteleverandør Asmild Plantecenter starter med salg af barrodsplanter fra efterårsferien i uge 42.

Har du brug for gode råd om forårsløg eller roser, så ring til AB Kirketoft på 2171 1247 og lad os få en snak om løglægning og planlægning. Vi hjælper også gerne med plantning.